Rejsekaos, depression og kaffeproblem

Min uge i paradis

Regnen vælter lodret ned udenfor og jeg er for længst hoppet i et outfit der skriger jeg-holder-fredagaften-på-langs. Lige nu, mens jeg sidder og skriver dette indlæg og ser ud på regnen, vil jeg meget hellere ligge på stranden på Lefkas – selvsamme ønske jeg havde tirsdag morgen, hvor jeg skrev indlægget ‘Rejsekaos, depression og kaffeproblem’. Hvad er derfor mere oplagt end at udgive et indlæg om hvad jeg lavede i min uge i paradis? På den måde kan jeg (og du) drømme sig til sol og varme.

Et par af morgenerne ringede min alarm kl. 06.30 og jeg sprang prompte ud af sengen og hoppede i træningstøjet. Det skal siges at det sjældent sker herhjemme i så hurtigt tempo! Jeg husker ikke at jeg nogensinde har set en solopgang (sådan rigtigt udover horisonten ved havet). Måske var det derfor jeg var så betaget af at skulle opleve den et par gange i Perigiali bugten. Eller også var det simpelthen fordi det bare var så smukt. Næsten helt magisk at se solen stige op bag bjerget og spejle sig i vandet i sine stærkeste farver. Det var meget smukt. Så smukt at jeg slet ikke kunne sove videre bagefter, så jeg alle gangene måtte løbe en tur ned til havnen og tilbage igen. Lige i rette tid til at min familie vågnede og vi kunne spise morgenmad på altanen, inden vi satte kursen mod solsengene på stranden.

En af dagene lejede vi en speedbåd og sejlede rundt mellem de forskellige øer; Skorpios, Sparti, Madouri og Meganisi. Det ioniske øhav er vidunderlig smukt, helt caribisk i sin natur og selvom vi har sejlet mellem øerne et par gange efterhånden, bliver jeg aldrig træt af den fantastiske natur. Historien om skibsrederen Onassis, der købte øen Skorpios hvorpå han blev gift med Jacqueline Kennedy efter præsident J. F. Kennedy. En spændende og tragisk historie – som man b.la. kan blive klogere på, hvis man tager på en af de mange guidede ture rundt omkring øerne. (Dette har vi dog ikke prøvet – min far er vistnok den største Onassis-kender jeg nogensinde har mødt)

Traditionen tro kastede vi anker og sprang i vandet fra speedbåden. Det var en kæmpe oplevelse! Selvom jeg var hunderæd lige inden jeg sprang i det dybe hav og nær ikke havde turde gøre det, strømmede der en følelse af stolthed gennem min krop bagefter.

Græsk mad fik vi selvfølgelig også massere af. Hver aften gik vi ned mod Nidri havn og spiste på restaurant – alle med udsigt ud over bugten. Min sædvanlige aftensmad bestod af græsk salat, kuvertbrød og tzatziki. Bedre bliver det bare ikke!

Som du kan læse dig frem til har vi ikke udrettet det helt vilde på vores ferie. Vi er hverken til guideture eller er de helt store turister der skal se enhver seværdighed som er værd at se. Dels skyldes det at vi er kommet dernede siden 2000 og gennem årene har set hvad der er at se og dels skyldes det vel bare at vi ville holde rigtig badeferie. Hvordan foretrækker du at holde ferie?

knus
Steph

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Rejsekaos, depression og kaffeproblem